Skip to main content

Børnehaveklasse

Den primære ide i børnehaveklassen er at skabe en god og tryg skolestart, hvor barnet roligt vænner sig til skolelivet. Det er vigtigt at eleven føler sig værdsat som en del af fællesskabet. Barnet mellem 0-7 år er et rytmisk, sansende og efterlignende væsen med ret til at vokse op i en barndomsverden med glæde, lyst og tillid til at verden er god og tryg. Det er vigtigt for barnet at vænne sig til at lære at indgå i det sociale fællesskab med jævnaldrende børn. Derfor lægger vi stor vægt på den frie leg, hvor børnene udfordres og udvikler sig i den nye børnegruppe. Vi ønsker at medvirke til at bevare og stimulere barnets fantasi, da det giver grobund for en levende og kreativ tænkning gennem livet. Vores ide med børnehaveklassen er at give barnet et eventyrår, hvor de samler livsappetit, lyst og motivation til den kommende skolegang.

Kompetenceområder i børnehaveklassen

Engagement og fællesskab

Det første møde med skolen er med til at danne fundamentet for det faglige og sociale udbytte af hele skoletiden. Derfor har arbejdet med engagement og fællesskab en central plads i børnehaveklassen. Det er vigtigt at give plads til elevernes forskelligheder. Der skal være plads til, at alle kan blive aktive, reflekterende og sociale elever med gåpåmod og kompetencer til deltagelse. Området tænkes derfor med i for eksempel forløb, klassestruktur, arbejdsformer.

Natur og naturfænomener

Naturfaglige fænomener sætter fokus på at give eleven erfaringer med naturen gennem oplevelser og viden. Undervisningen skal kunne forundre og fascinere i forhold til indtryk og oplevelser af naturfænomener. Der kan lægges vægt på både viden, oplevelser, iagttagelser og undersøgelser.

Sprog

Eleven tilegner og udvikler vores sprog i fællesskaber og relationer med andre. I børnehaveklassen udvikles både det mundtlige og skriftlige sprog med fokus på, at alle kan deltage aktivt i undervisningen og de sociale fællesskaber. Gennem et fokus på at tale og lytte skal undervisningen understøtte den sproglige udvikling. Udviklingen kan for eksempel finde sted i dialoger, ved at lytte, fortælle, stille spørgsmål og lege med sproget. Undervisningen må give mulighed for at udvikle det grundlæggende talesprog og eksperimentere med sproget.

Matematisk opmærksomhed

I børnehaveklassen grundlægges en stor del af elevernes matematikforståelse. Det faglige fundament bliver skabt gennem arbejde med matematisk opmærksomhed. Denne opmærksomhed kan tage udgangspunkt i en legende og undersøgende tilgang. Undervisningen skaber rum til at arbejde med at give og tage, at få og dele, at finde store og små ting og lignende. Ligesom geometriske figurer kan optræde spontant og planlagt.

Kreative og musiske udtryksformer

Arbejdet med det kreative og musiske er med til at give nysgerrighed og engagement i forhold til kulturelle oplevelser. Undervisningen skal stimulere elevernes sanser og motivere eleverne til at bruge fantasi og kreativitet. Der arbejdes med mange materialer, redskaber og medier. Der eksperimenteres med billeder, musik, drama, former og lyd.

Krop og bevægelse

Målet med bevægelse i løbet dagen er at styrke sundhed, trivsel, motivation og koncentration. Både fri leg og planlagte aktiviteter sætter kroppen i bevægelse. Undervisningen skal udvikle opmærksomhed, motorik, viden om egen krop og glæden ved at bruge kroppen på mange måder. Du kan også sætte fokus på hygiejne og på at spise sundt. Alt dette kan inddrages som en fast del af dagens program gennem leg- og bevægelsesaktiviteter.

Kompetencemål

Sprog

Eleven er opmærksom på forskellige måder at anvende sprog på.

Matematisk opmærksomhed

Eleven kan anvende tal og geometrisk sprog i almindelige hverdagssituationer.

Naturfaglige fænomener

Eleven kan ud fra viden og erfaring færdes iagttagende i naturen.

Kreative og musiske udtryksformer

Eleven kan udtrykke sig i billeder, musik og drama.

Krop og bevægelse

Eleven kan foretage valg, der styrker og udvikler kroppen.

Engagement og fællesskab

Eleven kan bidrage til fællesskabet og drage omsorg for sig selv og andre.


Rudolf Steiner-skolen i Skanderborg er en friskole for 0-12. klasse med vægt på boglige, kunstneriske, håndværksmæssige og sociale færdigheder.

Adresse

Følg os


Webbureau ITTP